søndag den 5. august 2012

Tilfreds Thorning: Danmark har leveret resultater

Det er en "meget tilfreds" dansk statsminister, der på lørdag skal lukke og slukke for det danske EU-formandskab. Danskerne har leveret det, de skulle, mener Helle Thornings-Schmidt.

- Jeg er meget tilfreds med, at på trods af krise og alt hvad der har været, så er det lykkedes os punkt for punkt at tage beslutninger, som giver mere disciplin i vores økonomi, skaber mere vækst, og om sikrer, at vi er 27 lande der arbejder os fremad sammen, siger hun.

Hele vejen rundt
Her på kanten af det danske formandskab, har regeringen selv døbt det "rugbrødsformandskabet", fordi fokus har været at få en lang række sager på plads.

- Det har handlet om konkrete resultater for borgerne og for virksomhederne, og det har vi leveret. Vi har fået resultater hele vejen rundt. Det er ikke så nemt i en tid, hvor der bare tales om krise og krise, at samle de 27 om konkrete løsninger, siger statsministeren som svar på, hvad hun er mest tilfreds med ved formandskabet.

De gode resultater, formandskabet har fået i hus, vil dog næppe give point på den hjemlige konto, skriver DR's Ask Rostrup i denne analyse.

Ved ikke, hvordan det er gået
Og danskerne - altså vælgerne - har ikke særlig meget fornemmelse af, hvordan det egentlig er gået med EU-formandskabet, viser en måling, Epinion har lavet for DR.

33 procent af de adspurgte kunne intet sige om, hvordan regeringen havde klaret formandskabet. Og blandt de 18-34-årige, var det næsten halvdelen af de adspurgte - 48 procent - der måtte melde pas til det spørgsmål.

Du kan se formandskabets egen liste med resultater her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar