mandag den 13. august 2012

Økonomien har været præget af blandede, men mest kedelige signaler i løbet af sommeren, mener bankøkonom





Trods enkelte solstråler har Danmarks økonomi mest været præget blæst og kulde. Det konstaterer Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, der i en analyse ser

på den økonomiske udvikling hen over sommerperioden.
På den positive side glæder han sig over en ny rekord på betalingsbalancen i juni efter et i forvejen stort overskud i maj. Dette overskud er vigtigt for

tilliden til den danske økonomi.
Også eksporten har lunet lidt på det seneste. Eksporten har blandt andet glæde af den svage euro, der gør danske varer mere konkurrencedygtige.
Juli bød på en lidt overraskende fremgang i tillid hos industriens virksomheder, og så viste nationalregnskabet sidst i juni glædeligt en BNP-vækst på 0,4

procent.
Men på en række andre områder kniber det for økonomien at komme op i fart, fremgår det af analysen.
Ledigheden sniger sig stadig opad, og forbrugerne har svært ved at finde optimismen. Inflationen er højere end lønstigningerne, og boligmarkedet er fortsat

skrøbeligt med fald i huspriser fra april til maj.
Den måske mest bemærkelsesværdige økonomiske nyhed i sommer var ifølge Steen Bocian, at Danmarks Nationalbank for første gang har sat en ledende rentesats i

negativ, idet renten på indskudsbeviser blev sænket til minus 0,2 procent.
Den negative rente skal være med til at mindske valutapres på kronen.
- Når vi skal samle op på de økonomiske nøgletal, som er blevet offentliggjort hen over sommeren, så må vi desværre nok konkludere, at de har været svagt

skuffende, lyder dommen fra Steen Bocian.
I begyndelsen af juli forventede Danske Bank en BNP-vækst i andet kvartal på 0,5 procent. Hvis man skal nå det, vil det kræve en del mere "solskin" i

kommende økonomiske tal end i de tal, man har set i løbet af ferien, fremgår det af analysen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar