torsdag den 12. juli 2012

Fra Christian 4. til kartoffelmad på fire timer

Hvorfor spiser vi egentlig med kniv og gaffel? Hvordan fandt vi på at dekorere det høje smørrebrød? Og hvorfor er vi pludselig blevet en nation med vores helt egen berømte madkultur? En kulinarisk gåtur rundt i København giver både svar på de spørgsmål og smagsprøver med på vejen.

Verdens bedste restaurant ligger i Danmark. Og verdens bedste kok er dansker. Og derfor er maden noget, vi kan sælge vores land på. Sådan er det blevet. For ganske nyligt, indtil for 5-6 år siden, var der formentlig ikke mange andre mennesker i verden, der tænkte mad og Danmark i den samme sætning.

Men historien om den danske madkultur tog en markant drejning i 2004, da en flok kokke og madkyndige satte sig ned og skrev et mad-manifest. Formålet var, at skabe et nyt nordisk køkken, der "i kraft af sin velsmag og egenart kunne måle sig med de største køkkener i verden", og nogle af manifestets grundprincipper handler om at bruge lokale råvarer på rette årstid.

Og dét er samtidig overskriften på det København, man bliver præsenteret for på en guidet kulinarisk gå-tur med Copenhagen Foodtours: Fire timer, fire kilometer, forbløffende mange anekdoter og fakta om dansk historie og sammenlagt et helt måltid mad undervejs.

Smagen af Danmark
Jeg var med en onsdag i juni. Og det var to amerikanske turister fra Delaware også. Og vi fik smagt på HELE Danmark:

Oste fra Thise, sennep fra Bornholm, højt belagt smørrebrød, øl fra et mikrobryggeri, en økologisk hotdog, dessertvin på æbler, flødeboller og bolsjer, som vi har lavet dem i 120 år. Alt sammen serveret på en gåtur gennem en solbeskinnet hovedstad.

Ideen til kulinarisk gåtur er Peter Rasmussens:

- Jeg fik ideen for et halvt år siden, da jeg var på ferie i Rom med min familie. Da var jeg selv med på en kulinarisk gåtur gennem Italiens hovedstad, og straks da jeg kom hjem på hotelværelset gav jeg mig til at søge på nettet efter lignende ture i København. Men til min store overraskelse fandtes det ikke, forklarer han.

- "Så gør jeg det", var min første tanke.

Så han startede firmet Copenhagen Foodtours.

- Jeg vil præsentere det bedste af Danmark, og der skal være lidt af det hele: Øl, hotdogs, smørrebrød og lidt sødt.

Nye turister
Peter Rasmussen medgiver, at ideen nok ikke ville have kunnet føres ud i livet for 15 år siden. Så ville menuen nok have stået på frikadeller og stuvet hvidkål, og så havde turen sikkert ikke solgt så godt. Men med den nye nordiske drejning, som dansk madkultur har taget, så er der i dén grad basis for at sælge det kulinariske Danmark.

Og det er madsociolog Jon Fuglsang enig med ham i:

- Det hele starter med Noma: Der er skrevet mange artikler om Danmark på det gastronomiske område de senere år. Artikler om, at spændende kokke har fornyet det kulinariske Danmark. Der findes ikke en madkender i verden, som ikke kender Noma. Altså kåret som verdens bedste restaurant tre gange i træk - det er på niveau med El Bulli i Spanien.

Og kendskabet til Noma trækker netop en helt ny type turister til Danmark, som tidligere ikke ville være kommet.

- Der er opstået en ny kultur: Foodies, hedder de. Eller madturister. Det er en global bevægelse, som er opstået i mange vestlige lande, særligt i bymiljøerne. Det svarer lidt til folk, der går op i vin, men her går de altså op i mad, og ikke nødvendigvis dyr mad. De snakker om mad, tager billeder af mad, og ikke mindst rejser efter mad.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar