søndag den 9. december 2012

Afgørelse i fiskerisag udskudt

Gilleleje: Der går mindst to måneder, før det bliver afgjort, om grundlaget for sagerne om ulovligt fiskeri i Kattegat skal en tur forbi EU-domstolen. Først skal Rigsadvokaten og et juridisk specialudvalg vurdere sagen.
I et notat udarbejdet af en EU-ekspert fra advokatfirmaet Kromann Reumert bliver det slået fast, at bekendtgørelsen om at forbyde fiskeri i det pågældende område af Kattegat er i strid med EU-lovgivningen. Og derfor bad Østre Landsret anklagemyndigheden om at rådføre sig med andre myndigheder, da de tre første fiskerisager skulle prøves for landsretten i august. Fristen for den høring udløb 1. december, men anklagemyndigheden har nu fået udsættelse til februar.
- Sagen skal forelægges for Rigsadvokaten, der skal drøfte sagen med NaturErhvervsstyrelsen om den skal fremlægges for et juridisk specialudvalg under Justitsministeriet. Rigsadvokaten starter med at indhente materiale fra NaturErhvervsstyrelsen, og det materiale tror jeg ikke, man har fået endnu, oplyser advokat Morten Rosendahl, der er forsvarer for ni ud af de i alt ti fiskere, der er tiltalt for at fiske ulovligt i det lukkede område.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar