onsdag den 29. august 2012

200 rotter dræbt i nordsjællandsk villa

En ældre kvinde har gennem flere år tilsyneladende holdt rotter som kæledyr i sin villa i Helsingør.

Da skadedyrsbekæmpere tidligere på året dukkede op i hendes hus, myldrede rotterne om benene på dem, skriver Helsingør Dagblad.

Rotteredder under hele huset
Ifølge avisen havde skadedyrene gnavet store dele af stuegulvets gulvbrædder op og etableret rottereder i det meste af husets stue- og kælderarealer.

Der var slimspor overalt, og rotteekskrementer lå spredt ud over gulve og hylder - hvis de da ikke var presset ned mellem gulvplankerne i ejendommen, der ligger i nærheden af Marienlyst Slotspark i den nordsjællandsk havneby.

Inde i et viktualierum ved køkkenet fandt skadedyrsbekæmperne rotte-afføring i en mængde, som svarede til fem fyldte trillebøre.

Da udryddelsen af skadedyrene i huset efter små to måneders arbejde var overstået, havde skadedyrsbekæmperne fanget, forgiftet og skudt mindst 203 rotter.

Chokeret rottefænger
Men antallet af firbenede kravl på ejendommen kan meget vel have været oppe på omkring 250, vurderer ansatte i skadedyrsbekæmpelsen, der medvirkede ved rotteudryddelsen.

- Vi kom på sporet af den befængte ejendom, da en pårørende til kvinden kontaktede os for at få hjælp til at udrydde, hvad han mente var mus på adressen, siger lederen af Helsingør Kommunes skadedyrsbekæmpelse, Erik Månsson, til Helsingør Dagblad.

- Beboeren var på det tidspunkt indlagt med dårlig ryg. Men da vores medarbejder dukkede op i villaen, kunne han konstatere, at der ikke var tale om mus, men om rotter, tilføjer miljøsagsbehandleren.

mandag den 20. august 2012

Fattige koster boligselskaber dyrt


Flere og flere har ikke råd til at betale deres husleje. Og det er dyrt for de almene boligselskaber.

Det siger Danmarks største almene boligselskab, KAB.

KAB administrerer 50.000 lejeboliger i hovedstadsområdet.

Mistede millioner

Hos KAB skyldte lejerne 72 millioner kroner i husleje sidste år. For fire år siden skyldte de kun 21 millioner kroner.

Det skriver avisen Politiken.

Normalt lægger boligselskaber penge til side hvert år til at dække eventuelle tab med.

I 2008 lagde KAB 8 millioner kroner til side. Sidste år lagde KAB 31 millioner kroner til side.

Skræmmende udvikling

Jesper Nygård er direktør i KAB. Han kalder udviklingen "skræmmende".

- Flere beboere end nogensinde før bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen.

- Men vi ser også mange almindelige sager om fraflytning, hvor tidligere beboere ikke kan betale regningen for flytningen, siger Jesper Nygård.

Går ud over de andre lejere

De ubetalte regninger rammer de beboere, der betaler huslejen til tiden.

Deres husleje bliver ved med at stige.

Og de må finde sig i, at der bliver sparet på vedligeholdelse, rengøring eller en ny legeplads til børnene.

Borgmester vil ændre loven

Frank Jensen er overborgmester i København. Han vil have ændret loven.

Frank Jensen mener, at kommunerne nemmere skal kunne hjælpe borgere med at betale huslejen:

- Vi kan jo se, at det i mange tilfælde er langt dyrere at genhuse de borgere, der bliver sat på gaden, end at hjælpe dem med at betale huslejen, så de kan blive boende.

Intet er gratis

Frank Jensen understreger, at kommunens hjælp ikke er tænkt som en gavebutik.

Pengene skal betales tilbage af borgeren gennem afdrag.

søndag den 19. august 2012

Messi førte an i Barcelona-opvisning




Lionel Messi skulle kun bruge et kvarter af den nye sæson for at lave sine første to mål, og også tilbagevendte David Villa kom på tavlen i 5-1-sejren over

Real Sociedad.

Noget uvant var det Barcelonas anfører Carles Puyol, der bragte værterne foran 1-0 efter få minutters spil, da han headede et hjørnespark i mål.

Gæsternes Gonzalo Castro udlignede kort tid efter til 1-1, inden Messi overtog scenen og lod sit verdensberømte venstreben lyne to gange.

Efterfølgende handlede det blot om, hvorvidt Messi ville score hattrick. Argentineren havde rigeligt med chancer til at score igen, men han måtte nøjes med

de to mål til at begynde med.

Pedro Rodriguez og David Villa scorede til 4-1 og 5-1 for Barcelona, der også havde den 21-årige spanier Cristian Tello på venstrekanten som en af de bedste

på banen. Tello lagde op til to mål og bliver spændende at følge i sæsonen.

Sejren var ekstra god for FC Barcelona, eftersom ærkerivalen og de forsvarende mestre fra Real Madrid tidligere søndag indledte sæsonen med 1-1 hjemme mod

Valencia.

fredag den 17. august 2012

Valnødder giver bedre sædkvalitet





Valnødder får tilsyneladende amerikanske mænds sædceller til at svømme lidt hurtigere. Det rapporterer amerikanske forskere ved University of California i tidsskriftet Biology of Reproduction.

Det amerikanske studie omfattede til sammen 117 mænd i alderen 21-35 år og alle blev vurderet til at være sunde og raske, skriver Videnskab.dk og fortsætter:

I et randomiseret kontrolleret forsøg blev herrerne delt ind i tre grupper:

•En nøddefri gruppe
•En som spiste andre typer nødder
•Den valnøddespisende bande

Sidstnævnte satte 75 gram valnødder til livs hver dag, mens studiet foregik over 12 uger.

Grunden til, at 75 gram valnødder blev valgt, er, at en sådan mængde i tidligere studier har været nok til at ændre niveauer af fedtstoffer i blodet. Samtidig har denne mængde ikke bidraget til vægtøgning hos raske, unge mænd, ifølge en pressemeddelelse fra Society for the Study of Reproduction.

Det gode med valnødder er, at de kun indeholder lidt mættet fedt, samtidig med at de er rige på flerumættede fedtsyrer, og at disse nødder desuden indeholder omega 3-fedtsyren alfa-linolen (ALA).

Sunde fedtsyrer
Og netop flerumættede fedtsyrer er meget vigtige blandt andet for, at mandens sperm modnes korrekt, påpeger Wendie Robbins og kolleger ved University of California.

De ville derfor tjekke, om unge herrer med en vestlig kost kunne højde sædkvaliteten med indtag af valnødder. I en vestlig kost snakker vi gerne om ganske meget kød, mættet fedt og søde sager. Og som regel for lidt af de sundere fedtsyrer.

Efter tre måneder så forskerne hverken en ændring i vægt eller aktivitetsniveau.

Men til gengæld observerede de, at de mænd, som spiste deres valnødder, havde tydeligt højere niveauer af omega 6- og omega 3-fedtsyrer - og havde sperm af højere kvalitet.

Alligevel er det at gnaske valnødder ikke altid er det samme som at svinge en tryllestav og få en højere frugtbarhed.

Forskerne understreger, at det fortsat er uvist, om nøddefordelen vil gælde for mænd, der har fertilitetsproblemer – og om effekten vil give udslag i øget frugtbarhed.


torsdag den 16. august 2012

DA: Få bliver ramt af nye dagpengeregler




Ingen ved, hvor mange der kommer til at mangle deres dagpenge, når nye regler træder i kræft i 2013, men A-kassernes bud er i hvert fald stærkt overdrevet.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Arbejdsgiverforening, der ikke tror på arbejdsløshedskassernes organisation AK Samvirkes profeti om, at 20.000 kommer til at

miste retten til dagpenge.

Spørger man DA, er tallet nærmere 4800. Organisationens bud tager afsæt i en rapport, som Rambøll har lavet for Københavns Kommune på baggrund af tal fra

2010.

Kommer ikke i nærheden af 20.000
I den står der, at cirka 50 personer om måneden - eller 650 på årsbasis - risikerer at falde ud af dagpengesystemet i Københavns Kommune. Ganget med antal

indbyggere i kommunen i forhold til resten af landet lander tallet altså på cirka 4800 på et år.

- Det kan nok gå lidt til begge sider, men det giver en indikation. Hvis man tager det udgangspunkt, ender man i den størrelsesorden. Der er der ingen

erfaringsmæssig basis for, at man overhovedet skulle ende i nærheden af de 20.000, mener underdirektør i DA Erik E. Simonsen.

Hos AK Samvirke lægger man ikke skjul på, at det store tal kan trækkes ned, hvis man tror på, at mange af de mennesker kan tage sig sammen på falderebet og

finde et job.

Uhyggeligt stort antal
- Det er derfor, at vi har sagt tidligere, at bruttotallet er 30.000, men selvfølgelig bliver en del heldigvis reddet på målstregen. Men det er naivt at tro,

at det store antal kan bringes længere ned end 20.000, understreger direktør for AK Samvirke, Verner Sand Kirk.

Han understreger, at det handler om et uhyggeligt stort antal, som skal finde sig et nyt job, og at situationen på arbejdsmarkedet i dag er en anden, end i

2010, som var baggrunden for Rambølls rapport.

Erik E. Simonsen fra DA mener, at erfaringsmæssigt bliver mange reddet, når de ikke længere har ret til dagpenge, men at det er svært at sætte præcise tal

på.

- Realiteten er, at vi ikke ved så meget om det, fordi vi ikke har været i et toårigt dagpengesystem før. Derfor skal man passe på med at være for markant i

sine udtalelser, for ingen af os kan sige, hvor mange det bliver med sikkerhed, siger han.

onsdag den 15. august 2012

Så kom den negative boligrente



Renten på et et-årigt flekslån er nu nede på rekordlave 0,19 procent. Det skyldes, at investorerne er begyndt at købe boligobligationer til negativ rente.

Det skriver epn.dk.

Det er første gang, at investorerne er gået efter den negative rente. Og det betyder helt konkret, at investorerne er klar til at betale for at investere i

danske boligobligationer og ikke automatisk få forrentet deres investering.

- Der er tale om et sommermarked nu, så der skal relativt få handler til at flytte markedet. Og tirsdag var der en stor handel, der udløste den rekordlave

rente, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig til epn.dk.
Obligationer er en sikker havn

- Investorerne, der købte obligationerne, fik en negativ rente, siger cheføkonomen.

Realkreditobligationerne - eller boligobligationer - udgør en betydelig andel af de danske værdipapirer. Og investorerne er villige til at betale, fordi det

giver dem en mulighed for at placere deres penge i sikre og likvide aktiver.

Investorer i både Danmark og udlandet bruger danske realkreditobligationer som sikker havn. Og det har fået renterne på realkreditobligationer til at falde

meget, siden finanskrisen indtraf i efteråret 2008.

Og i sidste ende kommer det direkte boligejerne til gode gennem lavere renter på deres realkreditlån.

tirsdag den 14. august 2012

Bier skal også på festival i Toronto



De danske filminstruktører Susanne Bier og Tobias Lindholm kommer til at rejse en del sammen i den kommende tid.

Først blev de to instruktører udtaget til filmfestivalen i Venedig, og nu er de så begge kommet på programmet på filmfestivalen i Toronto, oplyser Det Danske

Filminstitut.

Begge festivaler finder sted i første halvdel af september, og efter verdenspremiere i Venedig vil Biers romantiske komedie Den Skaldede Frisør og Lindholms

piratdrama Kapringen få nordamerikansk premiere i Toronto.

Nordamerikas største festival
Den skaldede frisør er inviteret til en Special Presentation, mens Kapringen er udtaget til programmet Contemporary World Cinema, der fokuserer på gribende

historier med et globalt perspektiv.

- Toronto er Nordamerikas største filmfestival, og det glæder både Susanne og mig enormt meget, at filmen nu får det perfekte afsæt forud for sin lancering i

USA og Canada senere på året, siger Sisse Graum-Jørgensen, der har produceret Den Skaldede Frisør, i en pressemeddelelse.

I forvejen er Nikolaj Arcels En Kongelig Affære og Thomas Vinterbergs Jagten udtaget til festivalen sammen med dokumentarfilmen The Act of Killing, som er

dansk produceret.

Dyrholm og Brosnan i hovedrollerne
Faktisk er en sjette film med dansk islæt også at finde på Toronto International Film Festival.

Dokumentaren A World Not Ours er nemlig instrueret af danske Mahdi Fleifel, men er produceret i et samarbejde mellem England og Libanon.

Den Skaldede Frisør er Susanne Biers første film siden Oscar- og Golden Globe-vinderen Hævnen.

Den er dog i en helt anden genre, da der er tale om en romantisk komedie, som har Trine Dyrholm, og den tidligere James Bond Pierce Brosnan i hovedrollerne.

Kapringen er et anderledes alvorligt drama, og det er Tobias Lindholms første film son eneinstruktør, efter han i 2010 lavede Bodil- og Robert-vinderen R

sammen med Michael Noer.

Lindholm har desuden skrevet manuskriptet til Jagten.