onsdag den 26. december 2012

Kronprinsparret til julegudstjeneste med Isabella og Christian

Mens plusgraderne så småt var nået til København, var der juleaftensdag traditionen tro julegudstjeneste i Garnisonskirken kl. 16, og kronprinsparret, der i år fejrer jul på Amalienborg, var med.
Dronning Margrethe og prinsgemalen havde valgt at fejre jul med de fire børnebørn prins Nikolai, prins Felix, prins Henrik og prinsesse Athena samt prins Joachim og prinsesse Marie på Schackenborg Slot i Møgeltønder.
I København fejrer kronprinsparret i år ikke højtiden blot sammen med deres børn – se i BILLED-BLADET efter nytår, hvem de havde inviteret med i kirken til julegudstjeneste.

søndag den 9. december 2012

Afgørelse i fiskerisag udskudt

Gilleleje: Der går mindst to måneder, før det bliver afgjort, om grundlaget for sagerne om ulovligt fiskeri i Kattegat skal en tur forbi EU-domstolen. Først skal Rigsadvokaten og et juridisk specialudvalg vurdere sagen.
I et notat udarbejdet af en EU-ekspert fra advokatfirmaet Kromann Reumert bliver det slået fast, at bekendtgørelsen om at forbyde fiskeri i det pågældende område af Kattegat er i strid med EU-lovgivningen. Og derfor bad Østre Landsret anklagemyndigheden om at rådføre sig med andre myndigheder, da de tre første fiskerisager skulle prøves for landsretten i august. Fristen for den høring udløb 1. december, men anklagemyndigheden har nu fået udsættelse til februar.
- Sagen skal forelægges for Rigsadvokaten, der skal drøfte sagen med NaturErhvervsstyrelsen om den skal fremlægges for et juridisk specialudvalg under Justitsministeriet. Rigsadvokaten starter med at indhente materiale fra NaturErhvervsstyrelsen, og det materiale tror jeg ikke, man har fået endnu, oplyser advokat Morten Rosendahl, der er forsvarer for ni ud af de i alt ti fiskere, der er tiltalt for at fiske ulovligt i det lukkede område.

mandag den 12. november 2012

Kira Skov og Peter Peter er klar med Personas debut

Sommetider skal der ikke mere end en sms til, før nye venskaber og sød musik opstår. Det er i hvert fald starten på historien om Persona, et nyt projekt af Kira Skov og Peter Peter, hvor de har skabt et ejendommeligt og atmosfærisk lydunivers i form af albummet Epiphanies Of Grandeur, mikset af ingen ringere end Flemming Rasmussen, der blandt andet var med til at lave det første Sods-album og producerede de bedst lydende Metallica-plader.
Som Kira kan fortælle, blev samarbejdet med Peter Peter indgået uden videre kendskab til ham:
– Jeg flyttede til USA da jeg var 17 år og var væk i otte år, og det var i den periode, at Sort Sol fik deres store kommercielle gennembrud, så selvom jeg godt kendte navnet Sort Sol, så var det ikke noget, jeg dyrkede eller fulgte med i. Men jeg kan huske en aften for nogle år siden, hvor jeg sad og så Bleeder-filmen og reagerede ret kraftigt på musikken og spurgte min mand, om hvem der havde lavet det. Han sagde, at det vist var ham der Peter Peter.
– Kort efter fik jeg fat i Peters nummer og sendte en sms og spurgte, om han havde lyst til at mødes. Der gik lidt tid, inden jeg fik et svar, men han skrev så, at han troede, at det var en rigtig god ide at lave noget sammen. Fra starten var det præget af god intuition, for vi vidste ikke hvad vi skulle lave og vi kendte ikke rigtig noget til hinanden. Første gang jeg mødte Peter, gav han mig en film, og udvekslingen af film og musik var i særdeleshed med til at forme Persona. Jeg tror det er måden, Peter arbejder på, for han er et levende leksikon inden for film og musik.
Blandt de sange Kira fik tilsendt var Comin' Back To Me med Jefferson Airplane og Willow's Song fra The Wicker Man-filmen. Hun fik også én af Peter Peters yndlingsfilm, Indian Runner og ikke mindst Ingmar Bergman-filmen Persona, der endte med at navngivne samarbejdet.
– Der var simpelthen bare noget dragende ved den film og måden, karaktererne smeltede sammen og skiftede roller, forklarer Kira. 
Efter et års tid efter første møde, blev der taget hul på at skrive og skabe noget konkret musik sammen, og her et par år senere ligger albummet Epiphanies Of Grandeur så klar. Kira fortæller, at det har været den længste pladeproces, hun har været igennem grundet Peter Peters perfektionisme, men det til trods har det været en meget lærerig og inspirerende oplevelse at gennemarbejde materialet så grundigt.

lørdag den 27. oktober 2012

Ekstra Bladet - Ny hjemmeskuffelse for Ajax-danskere

Ajax med Christian Eriksen og Christian Poulsen i startopstillingen skulle forsøge at ryste onsdagens Real Madrid-lussing af sig, da Utrecht søndag kom på besøg på Amsterdam Arena i Æresdivisionen.

Det lignede ellers en simpel dag på kontoret, da hjemvendte Ryan Babel bragte værterne på 1-0 efter blot fem minutters spil. Men Ajax kunne ikke følge op på den stærke indledning, og det blev ikke til flere mål i anden halvleg.

En ankelskadet Christian Poulsen blev i pausen erstattet med Fabian Sporkslede. Og den indskiftede Ajax-spiller scorede efter blot fem minutter på banen selvmål og bragte på uheldig vis Utrecht på 1-1.

Efter 70 minutters spil fik Christian Eriksen en gigantisk mulighed for at bringe Ajax foran, men danskeren formåede på forunderlig vis at sparke forbi målet fra fem meters afstand.

Lasse Schöne blev skiftet ind i det 82. minut. Men danskeren kunne ikke ændre på, at Ajax skuffende måtte nøjes med det ene point i hjemmekampen.

Med pointtabet placerer danskerklubben sig på en foreløbig fjerdeplads i den hollandske æresdivision.

Ekstra Bladet - Stuttgart kigger på Laudrup

STUTTGART (Ekstra Bladet): Stuttgart-træner Bruno Labbadia sagde onsdag forud for kampen mod FC København, at han var imponeret over FC Nordsjællands 1-1-resultat mod Juventus i Champions League.

- Juventus er ikke et hold, der har spillet mange uafgjorte i den italienske liga i denne sæson. Det siger noget om, at hold fra den danske liga kan være med på højt niveau, sagde Labbadia.

En anden grund til, at Labbadia har været opmærksom på den kamp, kan have været Andreas Laudrup.

Ifølge Stuttgarter Zeitung var repræsentanter fra VfB Stuttgart således på plads for at kigge på den 21-årige offensivspiller, hvis efternavn også i Tyskland har en særlig klang.

Stuttgart - der af hensyn til bundlinien forholdt sig meget roligt på transfermarkedet i sommer - søger ifølge avisen en ekstra spiller til offensiven, fordi den tyske landsholdsangriber Cacau er langtidsskadet.

Klubben skal angiveligt have tre millioner euro (22 mio kroner) øremærket til et indkøb i vinterens transfervindue. Ifølge avisen lyder prisskiltet på Andreas Laudrup på to millioner euro (15 mio kroner).

Også den polske landsholdsspiller Arkadiusz Milik fra Gornik Zabrze er angiveligt inde i billedet. Han skal være lidt billigere end Laudrup.

Se også:

fredag den 26. oktober 2012

Cirque du Soleil hyldede Jackson i Herning

Siden Michael Jacksons død i 2009 har mange forsøgt at hylde The King of Pop, og det samme har det canadiske Cirque Du Soleil kastet sig ud i med deres teatralske og akrobatiske stil i "Michael Jackson: The Immortal World Tour by Cirque Du Soleil". GAFFA var med til det første af fire danske shows i Hernings Jyske Bank Boxen og Parken i København.
Jacksons musikvideoer og luftakrobatik
Cirque Du Soleil havde forberedt et show med Jacksons mest kendte og mindre kendte sange. Der var lånt meget fra Michael Jacksons musikvideoer, som ofte kunne ses på skærmene i baggrunden, selvom Cirque Du Soleil også lavede alternative nyfortolkninger. "Smooth Criminal" var lige efter bogen med dansende gangstere, og koreografien til "Bad" lå også tæt op ad musikvideoens dance-off.
"Thriller" blev præsenteret med den legendariske musikvideo i baggrunden, og udvidede videoens dæmoniske gyserunivers med mumier og flyvende monstre, der præsenterede de berømte dansetrin. De dansende mumiers bevægelser vækkede dog mere en reference til Lady Gagas video "Bad Romance" end til selve "Thriller". Igennem hele showet var en et-benet danser med krykker showets stjerne, og i "Thriller" dansede han med knoglelignende krykker, der måske var prikken over i'et i det okkulte univers.
Men der var også indslag, hvor showet rykkede sig væk fra musikvideoerne, og i stedet fortolkede Michael Jacksons sange i en ny retning. For eksempel blev "Scream" præsenteret med flyvende ninjaer sammen med avanceret akrobatik, der virkelig viste, at Cirque Du Soleil-truppen ikke "kun" er dansere. Generelt var de akrobatiske elementer og især de luftakrobatiske det, der skabte mest begejstring, når danserne hang i snore ned fra loftet og lavede yndefulde og halsbrækkende bevægelser.
Musikken var ikke lavet så meget om, som man ellers kunne have forestillet sig: Et liveband spillede til Jacksons stemme, og sangene lå tæt op ad originalerne med enkelte afvigelser, der oftest havde mash-up-karakter.

onsdag den 24. oktober 2012

Det kører for Nelson Can i Kina

Det danske pigeband Nelson Can har fået en aftale i stand med Volkswagen i Kina. Firmaet lancerede i sidste uge modellen "Beetle" på det kinesiske marked, og underlægningsmusikken til reklamekampagnerne er lavet af Nelson Can. Det er en instrumentalversion af bandets første single "Apple Pie", som i de næste seks måneder kan høres igennem kinesisk fjernsyn.
"Vi håber, at dette kan åbne nogle flere døre for os, og vi håber selvfølgelig, at det betyder, vi kan komme på turné i Kina. Det ville være helt fantastisk!" udtaler Selina Gin, som er forsanger i Nelson Can.
Nelson Can udsendte første single "Apple Pie" den 13. januar i år, der blev opfulgt af triple-ep'en "Echo Me og The Freudian Slip og Nelson Can". Bandet spillede i år på Spot Festival, Roskilde Festival og varmede op for Black Keys til en udsolgt koncert på Tap1 i august. De har desuden turneret i Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Belgien og Skotland.
I næste uge drager pigerne til Island, hvor de skal spille på dette års Iceland Airwaves, og på lørdag deltager Nelson Can i afholdelsen af Underground Music Awards, hvor de er nomineret til en pris i kategorien "Rock". 
Se et interview med Nelson Can fra Roskilde Festival 2012:

fredag den 19. oktober 2012

GOTO: Googles DART sprog efter 1 år

På GOTO konferencen for et år siden annoncerede Google deres bud på et programmeriengssprog som kan erstatte JavaScript på internettet. I formiddags snakkede Googles Kasper Lund igen om DART på samme konference i Århus. Det blev både til en statusopgørelse efter sprogets første leveår samt en introduktion til nogle af de compileroptimeringsteknikker som Google holdet har brugt.

Målet med DART er at erstatte JavaScript som det foretrukne browser-sprog på internettet. Det motiveres af JavaScripts uheldige egenskaber som det ser ud til aldrig bliver ændret. DART udmærker sig fremfor JavaScript ved bl.a. at have frivillig kontrol af typer, klasser med traditionel single-inheritance samt mere konsistente scope-semantics. Derudover er det målet at DART skal være hurtigere end JavaScript og dermed være med til at løse problemet med opstartstiden af mobile webapplikationer som stadig er langt fra på niveau med native apps.

Kasper Lund forklarede under sit foredrag hvordan man enten kan compile DART til JavaScript som kan køre i alle moderne browsere eller man kan køre DART direkte fra en virtuel maskine som indtil videre kun er bygget ind i en særlig udviklerversion af Googles egen Chrome browser. Det er tydeligvis Googles håb at også andre browserproducenter vil indbygge direkte understøttelse for DART, men det var ikke noget Kasper Lund selv nævnte. Og da det blev spurgt fra publikum om Google havde fået henvendelser fra andre browserproducenter som kunne være interesserede, havde kasper brug for lidt betænkningstid inden han måtte svare diplomatisk at det stadig var meget tidligt for sproget. Altså ingen udsigt til bred adoption foreløbelig.

Et slide viste at JavaScript genereret med DART compileren i de fleste tilfælde stadig ikke er lige så hurtigt som håndskrevet optimeret JavaScript. Men DART som kører direkte i den virtuelle maskine er faktisk hurtigere end JavaScript i V8 motoren.

Det bliver spændende at følge med i om DART pludselig får vind i sejlene. Googles GO programmeringssprog havde jo også en meget langsom start, men oplever lige nu en kæmpe stigning i popularitet. Så intet er afgjort.

onsdag den 17. oktober 2012

Dronningen græd

Det var en dybt nedbøjet og tårevædet dronning Margrethe, der i sidste uge tog afsked med sin gode veninde og tidligere hofdame, Anita Garth-Grüner, i Tibirke kirke. 

Dronningen græd åbenlyst, og det samme gjorde prinsesse Benedikte, der ligeledes betragtede afdøde som en nær ven. Den lille kirke var fyldt ved afskeden med den 75-årige Anita Garth-Grüner, og der var kranse fra hele dele den kongelige familie samt fra dronning Sonja. 

Se de gribende billeder i BILLED-BLADET i denne uge.

torsdag den 20. september 2012

Thorning i eksklusivt interview: Det er hårdt, når det bliver personligt

Helle Thorning-Schmidt (S) har haft sit nuværende job i et år. 
Selv siger hun om det at være statsminister, at to dage ikke ens. At der skal tages hurtige, vigtige beslutninger. Og at ansvaret i sidste ende lander hos hende.
Helle Thorning-Schmidt væltede VK-regeringen efter 10 års blåt flertal og blev Danmarks første kvindelige statsminister. Men posten som leder af landet er ikke kun en dans på roser.
Den personlige kritik
I et eksklusivt interview med DR's Ask Rostrup fortæller Helle Thorning-Schmidt, hvad der er sværest ved at være statsminister.
- Der er altid kritik. Jeg har det fint med politisk kritik, for det hører med til jobbet. Men jeg synes også, at det har været meget personligt her på det sidste. Det er tungt, synes jeg. Ikke bare for mig, men også for min familie, siger Helle Thorning-Schmidt.
Er det det værste?
- Ja, det tror jeg egentlig. Der siges mange ting, som ikke passer. Og det er svært at forsvare sig imod. Det er nok der, hvor jeg bliver mest frustreret og også til tider ked af det. Med politisk funderet kritik kan man slå fra sig ved at gå ud og slås og være en del af krigen. Men det, der foregår omkring privatpersonen og familien, kan man ikke forsvare sig imod, siger Helle Thorning-Schmidt.
Galgenhumor som skjold
Hvordan håndterer du det? Både dig selv og familien?
- Over årene har det vist sig, at noget af det, som vi er gode til, er at få lagt distance og grine af tingene - altså at have sådan en vis galgenhumor i vores hverdag, det gælder også i det almindelige arbejde. Man skal have en bred ryg og en god humor. Og et godt helbred for at klare sig i dansk politik, siger Helle Thorning-Schmidt.
Du kan se meget mere med statsminister Helle Thorning-Schmidt i denne uges afsnit af DR 1-programmet Bag Borgen, som bliver sendt i aften klokken 21.55.

søndag den 16. september 2012

Lyt til Xanders favorit-sangstemmer - Nyhed

Når tv-programmet "Voice - Danmarks Største Stemme" i morgen aften går i luften vil Xander være i dommerpanelet sammen med Sharin Foo, L.O.C. og Lene Nystrøm. Streamingtjenesten WiMP har bedt den populære sanger om at lave en playliste med nogle af sine personlige favoritsange.
Playlisten indeholder 22 sange, og er – ligesom tv-programmet gerne skulle være – fyldt med store sangstemmer, blandt andet Beyoncé, Mariah Carey, Aaliyah og Whitney Houston. Øverst på listen kan findes Xanders nye single "Over Alle Bjerge". Michael Jackson er repræsenteret to gange, og det samme er Xanders mor, Anne Linnet, med "Tusind Stykker" og "Det er ikke det du siger" – sidstnævnte er dog sunget af Sanne Salomonsen, og sangen spilles af Anne Linnet Band med tekst af Linnet og musik af den senere grillkonge Jan Glæsel. Desuden er der sange fra Drake, Frank Ocean, Ray Charles og et nummer fra Sebastians "Skatteøen".
Xander Linnet udsendte sidste år sit debutalbum "Over Skyer, Under Vand", der indeholdt hits som "Os To og Mine Lagner" og "Det Burde Ikk Være Sådan Her", som hurtigt steg til tops på de danske download- og radiohitlister og har over tre millioner visninger på YouTube. Til oktober udsendes opfølgeren til debutpladen.
Om debuten som dommer i "Voice – Danmarks Største stemme" siger Xander: "Som musiker kan jeg vælge enten at sætte mig ned og brokke mig over, at tiden har mere fokus på gøgl og varm luft, end den har på det egentlige indhold. Eller jeg kan vælge at være med til at præge tiden sammen med et program, der i det mindste forsøger at gøre en forskel i hele det her cirkus. Det gør "Voice". Programmet handler først og fremmest om stemmen. Om folk, der har øvet sig på at synge."
"Voice – Danmarks største stemme" kan ses på TV2 i morgen klokken 20.

onsdag den 29. august 2012

200 rotter dræbt i nordsjællandsk villa

En ældre kvinde har gennem flere år tilsyneladende holdt rotter som kæledyr i sin villa i Helsingør.

Da skadedyrsbekæmpere tidligere på året dukkede op i hendes hus, myldrede rotterne om benene på dem, skriver Helsingør Dagblad.

Rotteredder under hele huset
Ifølge avisen havde skadedyrene gnavet store dele af stuegulvets gulvbrædder op og etableret rottereder i det meste af husets stue- og kælderarealer.

Der var slimspor overalt, og rotteekskrementer lå spredt ud over gulve og hylder - hvis de da ikke var presset ned mellem gulvplankerne i ejendommen, der ligger i nærheden af Marienlyst Slotspark i den nordsjællandsk havneby.

Inde i et viktualierum ved køkkenet fandt skadedyrsbekæmperne rotte-afføring i en mængde, som svarede til fem fyldte trillebøre.

Da udryddelsen af skadedyrene i huset efter små to måneders arbejde var overstået, havde skadedyrsbekæmperne fanget, forgiftet og skudt mindst 203 rotter.

Chokeret rottefænger
Men antallet af firbenede kravl på ejendommen kan meget vel have været oppe på omkring 250, vurderer ansatte i skadedyrsbekæmpelsen, der medvirkede ved rotteudryddelsen.

- Vi kom på sporet af den befængte ejendom, da en pårørende til kvinden kontaktede os for at få hjælp til at udrydde, hvad han mente var mus på adressen, siger lederen af Helsingør Kommunes skadedyrsbekæmpelse, Erik Månsson, til Helsingør Dagblad.

- Beboeren var på det tidspunkt indlagt med dårlig ryg. Men da vores medarbejder dukkede op i villaen, kunne han konstatere, at der ikke var tale om mus, men om rotter, tilføjer miljøsagsbehandleren.

mandag den 20. august 2012

Fattige koster boligselskaber dyrt


Flere og flere har ikke råd til at betale deres husleje. Og det er dyrt for de almene boligselskaber.

Det siger Danmarks største almene boligselskab, KAB.

KAB administrerer 50.000 lejeboliger i hovedstadsområdet.

Mistede millioner

Hos KAB skyldte lejerne 72 millioner kroner i husleje sidste år. For fire år siden skyldte de kun 21 millioner kroner.

Det skriver avisen Politiken.

Normalt lægger boligselskaber penge til side hvert år til at dække eventuelle tab med.

I 2008 lagde KAB 8 millioner kroner til side. Sidste år lagde KAB 31 millioner kroner til side.

Skræmmende udvikling

Jesper Nygård er direktør i KAB. Han kalder udviklingen "skræmmende".

- Flere beboere end nogensinde før bliver sat på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen.

- Men vi ser også mange almindelige sager om fraflytning, hvor tidligere beboere ikke kan betale regningen for flytningen, siger Jesper Nygård.

Går ud over de andre lejere

De ubetalte regninger rammer de beboere, der betaler huslejen til tiden.

Deres husleje bliver ved med at stige.

Og de må finde sig i, at der bliver sparet på vedligeholdelse, rengøring eller en ny legeplads til børnene.

Borgmester vil ændre loven

Frank Jensen er overborgmester i København. Han vil have ændret loven.

Frank Jensen mener, at kommunerne nemmere skal kunne hjælpe borgere med at betale huslejen:

- Vi kan jo se, at det i mange tilfælde er langt dyrere at genhuse de borgere, der bliver sat på gaden, end at hjælpe dem med at betale huslejen, så de kan blive boende.

Intet er gratis

Frank Jensen understreger, at kommunens hjælp ikke er tænkt som en gavebutik.

Pengene skal betales tilbage af borgeren gennem afdrag.

søndag den 19. august 2012

Messi førte an i Barcelona-opvisning




Lionel Messi skulle kun bruge et kvarter af den nye sæson for at lave sine første to mål, og også tilbagevendte David Villa kom på tavlen i 5-1-sejren over

Real Sociedad.

Noget uvant var det Barcelonas anfører Carles Puyol, der bragte værterne foran 1-0 efter få minutters spil, da han headede et hjørnespark i mål.

Gæsternes Gonzalo Castro udlignede kort tid efter til 1-1, inden Messi overtog scenen og lod sit verdensberømte venstreben lyne to gange.

Efterfølgende handlede det blot om, hvorvidt Messi ville score hattrick. Argentineren havde rigeligt med chancer til at score igen, men han måtte nøjes med

de to mål til at begynde med.

Pedro Rodriguez og David Villa scorede til 4-1 og 5-1 for Barcelona, der også havde den 21-årige spanier Cristian Tello på venstrekanten som en af de bedste

på banen. Tello lagde op til to mål og bliver spændende at følge i sæsonen.

Sejren var ekstra god for FC Barcelona, eftersom ærkerivalen og de forsvarende mestre fra Real Madrid tidligere søndag indledte sæsonen med 1-1 hjemme mod

Valencia.

fredag den 17. august 2012

Valnødder giver bedre sædkvalitet





Valnødder får tilsyneladende amerikanske mænds sædceller til at svømme lidt hurtigere. Det rapporterer amerikanske forskere ved University of California i tidsskriftet Biology of Reproduction.

Det amerikanske studie omfattede til sammen 117 mænd i alderen 21-35 år og alle blev vurderet til at være sunde og raske, skriver Videnskab.dk og fortsætter:

I et randomiseret kontrolleret forsøg blev herrerne delt ind i tre grupper:

•En nøddefri gruppe
•En som spiste andre typer nødder
•Den valnøddespisende bande

Sidstnævnte satte 75 gram valnødder til livs hver dag, mens studiet foregik over 12 uger.

Grunden til, at 75 gram valnødder blev valgt, er, at en sådan mængde i tidligere studier har været nok til at ændre niveauer af fedtstoffer i blodet. Samtidig har denne mængde ikke bidraget til vægtøgning hos raske, unge mænd, ifølge en pressemeddelelse fra Society for the Study of Reproduction.

Det gode med valnødder er, at de kun indeholder lidt mættet fedt, samtidig med at de er rige på flerumættede fedtsyrer, og at disse nødder desuden indeholder omega 3-fedtsyren alfa-linolen (ALA).

Sunde fedtsyrer
Og netop flerumættede fedtsyrer er meget vigtige blandt andet for, at mandens sperm modnes korrekt, påpeger Wendie Robbins og kolleger ved University of California.

De ville derfor tjekke, om unge herrer med en vestlig kost kunne højde sædkvaliteten med indtag af valnødder. I en vestlig kost snakker vi gerne om ganske meget kød, mættet fedt og søde sager. Og som regel for lidt af de sundere fedtsyrer.

Efter tre måneder så forskerne hverken en ændring i vægt eller aktivitetsniveau.

Men til gengæld observerede de, at de mænd, som spiste deres valnødder, havde tydeligt højere niveauer af omega 6- og omega 3-fedtsyrer - og havde sperm af højere kvalitet.

Alligevel er det at gnaske valnødder ikke altid er det samme som at svinge en tryllestav og få en højere frugtbarhed.

Forskerne understreger, at det fortsat er uvist, om nøddefordelen vil gælde for mænd, der har fertilitetsproblemer – og om effekten vil give udslag i øget frugtbarhed.


torsdag den 16. august 2012

DA: Få bliver ramt af nye dagpengeregler




Ingen ved, hvor mange der kommer til at mangle deres dagpenge, når nye regler træder i kræft i 2013, men A-kassernes bud er i hvert fald stærkt overdrevet.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Arbejdsgiverforening, der ikke tror på arbejdsløshedskassernes organisation AK Samvirkes profeti om, at 20.000 kommer til at

miste retten til dagpenge.

Spørger man DA, er tallet nærmere 4800. Organisationens bud tager afsæt i en rapport, som Rambøll har lavet for Københavns Kommune på baggrund af tal fra

2010.

Kommer ikke i nærheden af 20.000
I den står der, at cirka 50 personer om måneden - eller 650 på årsbasis - risikerer at falde ud af dagpengesystemet i Københavns Kommune. Ganget med antal

indbyggere i kommunen i forhold til resten af landet lander tallet altså på cirka 4800 på et år.

- Det kan nok gå lidt til begge sider, men det giver en indikation. Hvis man tager det udgangspunkt, ender man i den størrelsesorden. Der er der ingen

erfaringsmæssig basis for, at man overhovedet skulle ende i nærheden af de 20.000, mener underdirektør i DA Erik E. Simonsen.

Hos AK Samvirke lægger man ikke skjul på, at det store tal kan trækkes ned, hvis man tror på, at mange af de mennesker kan tage sig sammen på falderebet og

finde et job.

Uhyggeligt stort antal
- Det er derfor, at vi har sagt tidligere, at bruttotallet er 30.000, men selvfølgelig bliver en del heldigvis reddet på målstregen. Men det er naivt at tro,

at det store antal kan bringes længere ned end 20.000, understreger direktør for AK Samvirke, Verner Sand Kirk.

Han understreger, at det handler om et uhyggeligt stort antal, som skal finde sig et nyt job, og at situationen på arbejdsmarkedet i dag er en anden, end i

2010, som var baggrunden for Rambølls rapport.

Erik E. Simonsen fra DA mener, at erfaringsmæssigt bliver mange reddet, når de ikke længere har ret til dagpenge, men at det er svært at sætte præcise tal

på.

- Realiteten er, at vi ikke ved så meget om det, fordi vi ikke har været i et toårigt dagpengesystem før. Derfor skal man passe på med at være for markant i

sine udtalelser, for ingen af os kan sige, hvor mange det bliver med sikkerhed, siger han.

onsdag den 15. august 2012

Så kom den negative boligrente



Renten på et et-årigt flekslån er nu nede på rekordlave 0,19 procent. Det skyldes, at investorerne er begyndt at købe boligobligationer til negativ rente.

Det skriver epn.dk.

Det er første gang, at investorerne er gået efter den negative rente. Og det betyder helt konkret, at investorerne er klar til at betale for at investere i

danske boligobligationer og ikke automatisk få forrentet deres investering.

- Der er tale om et sommermarked nu, så der skal relativt få handler til at flytte markedet. Og tirsdag var der en stor handel, der udløste den rekordlave

rente, siger cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig til epn.dk.
Obligationer er en sikker havn

- Investorerne, der købte obligationerne, fik en negativ rente, siger cheføkonomen.

Realkreditobligationerne - eller boligobligationer - udgør en betydelig andel af de danske værdipapirer. Og investorerne er villige til at betale, fordi det

giver dem en mulighed for at placere deres penge i sikre og likvide aktiver.

Investorer i både Danmark og udlandet bruger danske realkreditobligationer som sikker havn. Og det har fået renterne på realkreditobligationer til at falde

meget, siden finanskrisen indtraf i efteråret 2008.

Og i sidste ende kommer det direkte boligejerne til gode gennem lavere renter på deres realkreditlån.

tirsdag den 14. august 2012

Bier skal også på festival i Toronto



De danske filminstruktører Susanne Bier og Tobias Lindholm kommer til at rejse en del sammen i den kommende tid.

Først blev de to instruktører udtaget til filmfestivalen i Venedig, og nu er de så begge kommet på programmet på filmfestivalen i Toronto, oplyser Det Danske

Filminstitut.

Begge festivaler finder sted i første halvdel af september, og efter verdenspremiere i Venedig vil Biers romantiske komedie Den Skaldede Frisør og Lindholms

piratdrama Kapringen få nordamerikansk premiere i Toronto.

Nordamerikas største festival
Den skaldede frisør er inviteret til en Special Presentation, mens Kapringen er udtaget til programmet Contemporary World Cinema, der fokuserer på gribende

historier med et globalt perspektiv.

- Toronto er Nordamerikas største filmfestival, og det glæder både Susanne og mig enormt meget, at filmen nu får det perfekte afsæt forud for sin lancering i

USA og Canada senere på året, siger Sisse Graum-Jørgensen, der har produceret Den Skaldede Frisør, i en pressemeddelelse.

I forvejen er Nikolaj Arcels En Kongelig Affære og Thomas Vinterbergs Jagten udtaget til festivalen sammen med dokumentarfilmen The Act of Killing, som er

dansk produceret.

Dyrholm og Brosnan i hovedrollerne
Faktisk er en sjette film med dansk islæt også at finde på Toronto International Film Festival.

Dokumentaren A World Not Ours er nemlig instrueret af danske Mahdi Fleifel, men er produceret i et samarbejde mellem England og Libanon.

Den Skaldede Frisør er Susanne Biers første film siden Oscar- og Golden Globe-vinderen Hævnen.

Den er dog i en helt anden genre, da der er tale om en romantisk komedie, som har Trine Dyrholm, og den tidligere James Bond Pierce Brosnan i hovedrollerne.

Kapringen er et anderledes alvorligt drama, og det er Tobias Lindholms første film son eneinstruktør, efter han i 2010 lavede Bodil- og Robert-vinderen R

sammen med Michael Noer.

Lindholm har desuden skrevet manuskriptet til Jagten.

mandag den 13. august 2012

Økonomien har været præget af blandede, men mest kedelige signaler i løbet af sommeren, mener bankøkonom





Trods enkelte solstråler har Danmarks økonomi mest været præget blæst og kulde. Det konstaterer Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, der i en analyse ser

på den økonomiske udvikling hen over sommerperioden.
På den positive side glæder han sig over en ny rekord på betalingsbalancen i juni efter et i forvejen stort overskud i maj. Dette overskud er vigtigt for

tilliden til den danske økonomi.
Også eksporten har lunet lidt på det seneste. Eksporten har blandt andet glæde af den svage euro, der gør danske varer mere konkurrencedygtige.
Juli bød på en lidt overraskende fremgang i tillid hos industriens virksomheder, og så viste nationalregnskabet sidst i juni glædeligt en BNP-vækst på 0,4

procent.
Men på en række andre områder kniber det for økonomien at komme op i fart, fremgår det af analysen.
Ledigheden sniger sig stadig opad, og forbrugerne har svært ved at finde optimismen. Inflationen er højere end lønstigningerne, og boligmarkedet er fortsat

skrøbeligt med fald i huspriser fra april til maj.
Den måske mest bemærkelsesværdige økonomiske nyhed i sommer var ifølge Steen Bocian, at Danmarks Nationalbank for første gang har sat en ledende rentesats i

negativ, idet renten på indskudsbeviser blev sænket til minus 0,2 procent.
Den negative rente skal være med til at mindske valutapres på kronen.
- Når vi skal samle op på de økonomiske nøgletal, som er blevet offentliggjort hen over sommeren, så må vi desværre nok konkludere, at de har været svagt

skuffende, lyder dommen fra Steen Bocian.
I begyndelsen af juli forventede Danske Bank en BNP-vækst i andet kvartal på 0,5 procent. Hvis man skal nå det, vil det kræve en del mere "solskin" i

kommende økonomiske tal end i de tal, man har set i løbet af ferien, fremgår det af analysen.

søndag den 12. august 2012

Velkommen til landbruget



Tænketanken Vores Bornholm har inspireret Henry Jespersen fra Bornholms Landbrug til, at fortælle de gode historier om landbruget. Det gør han fire gange i år og det med kaffe på kanden.

- Vores Bornholm har udarbejdet et stort idekatalog og punkt nr. 29 lyder "Velkommen indenfor". Dét skal vi blive bedre til på Bornholm for dermed bliver det ikke kun de triste nyheder som kommer frem, men også de gode historier, som gør mange landmænd stolte, fortæller Henry Jespersen.

På mandag fortæller centerlederen historier på Brændgård i Østermarie, hvor man samtidig kan besøge en svinebedrift. Tidligere har Henry Jespersen bydt indenfor på Kannikegård, man har besøgt en gård med kvæg og senere i år venter besøg og historier på en minkfarm og hos en økologisk planteavler.

((Besøget på mandag starter kl. 13:30 og det er hos Vivi og Karsten Westh på Brændegård, Grammegårdsvej 4, 3751 Østermarie. Kig efter den blå kaffekande.))